Raphael Josef Kalinowski

Den 15. november (2007) er det 100-årsdagen for karmeliterbroderen Rafael Josef Kalinowskis død. Hans fest er dog først den 19. november, eftersom man i Karmel fejre “Alle Karmels afdøde” den 15. november.

Barndom og ungdom

Josef Kalinowski blev født den 1. september 1835 i byen Vilna, som tilhørte det daværende russiske Polen. I dag er byen hovedstad i Litauen. Faderen Andrzej Kalinowski var matematikprofessor på et institut for adelige i Vilna. Moderen, Jozefa Polonska døde få uger efter, at hun havde født Josef, og han blev derefter passet af hendes søster Victoria, som senere giftede sig med hans far. Men Josef mistede også sin stedmor, som døde, da han var omkring 9 år gammel. Faderen giftede sig nu for tredje gang, denne gang med Sophia Puttkammer, som fik stor åndelig betydning for Josef. Indtil sit 9. år blev Josef undervist hjemme, hvorefter han begyndte på samme skole, som faderen underviste. Efter at have taget sin eksamen med glans som 17-årig, fortsatte Josef sine studier på institut for agronomi i Hory Horki i Hviderusland. Her studerede han jordbrug, zoologi, kemi og biavl, men flyttede senere, i 1853, til akademiet for militærteknik i Skt. Petersborg, hvor han i 1857 tog sin eksamen som løjtnant i ingeniørkorpset. Under tiden i Skt. Petersborg gennemgik Josef en åndelig krise, hvor han ikke længere levede som praktiserende katolik, faktisk levede han i en tiårs periode fra han var 18 år uden at modtage kommunionen og gå til skrifte. Fra 1858 arbejdede han som direktør for selskabet, der planlagde jernbanestrækningen Odessa-Kiew-Kursk, og i 1860 forflyttes han til garnisonen i Brest-Litousk, hvor han to år senere forfremmes til kaptajn ved generalstaben.

De landflygtiges og deporteredes værnehelgen

Efter, at et polsk oprør mod den russiske zar brød ud i januar 1863, søgte Josef som polak sin afsked fra den russiske hær. Kort efter blev han udnævnt til krigsminister for Vilna-regionen. Som betingelse for at sige ja til denne post, krævede han, at han skulle slippe for at afsige dødsdomme. Cirka et år senere dømtes han selv til døden, efter at være blevet overvåget og senere arresteret af russerne. Dommen omstøbtes dog til ti års straffearbejde i Sibirien. Samtidig mistede han sin adelstitel, sin ejendom og sine borgerrettigheder.
En tid inden Josef dømtes, var han vendt tilbage til sin katolske tro. Han havde bl.a. grundlagt en søndagsskole for unge i Brest-Litousk. Denne genfundne tro fik han brug for i de forestående trængselsår; en tid, som også førte til en åndelig renselse og modning, hvilket bevarede breve fra Sibirien-tiden vidner om. Den 23. oktober 1864 skrev han: “Jeg er langt fra fuldkommen. […] Gud har gjort mig bevidst om min elendighed, og deri tror jeg min eneste styrke ligger”. Et år senere, den 22. november, er det en anden side af sin magtesløshed, han beskriver med ordene: “Bønnen er det eneste jeg har at give Gud, ja, jeg kan betragte den, som den eneste mulige offergave for mig. Det er mig forbudt at faste, jeg har ingen, jeg kan give almisser, jeg har ingen kræfter til at arbejde; det eneste jeg stadig kan er at bede og lide. Men aldrig har jeg haft større skatte, og jeg føler ingen længsel efter noget andet”. Fangenskabet havde frataget ham alt, men samtidig havde han fået Alt - Gud selv. Han udtrykker det selv på følgende måde i et brev fra 1868: “ - ens egen magtesløshed overfor de ydre omstændigheder gør viljen umyndig og underkaster den Gud på en så absolut måde, at ethvert øjeblik forvandles til en stadig overgivelse til Forsynet”.
I 1873 får Josef lov til at forlade Sibirien, hvor han fra 1868 havde haft mulighed for at arbejde i en katolsk menighed. Han måtte dog ikke flytte tilbage til sin hjemegn.
Netop p.g.a. denne periode af Josefs liv er han i dag værnehelgen for de landflygtige og deporterede.

Karmeliterbroderen Raphael af Skt. Josef

Da Josef endelig var fri, var hans eneste ønske at gå i kloster. Det kom imidlertid til at tage nogle år, inden ønsket blev til virkelighed. I 1875 flyttede Josef til Paris, hvor han blev ansat som lærer for fyrst August Czartoryski, der var søn af prins Ladislas Czartoryskias, lederen for polakker i eksil. August døde som ordenspræst i 1893 og blev i 2004 saligkåret af Pave Johannes Paul II.
Efter tre år forlod Josef Frankrig og rejste il Graz i Østrig. Her indtrådte han hos de uskoede karmeliter og tog navnet Raphael af Skt. Josef. Hans novicemester var så streng, at br. Raphael senere refererede til denne tid med ordene: “Jeg var i Sibirien, men det var ikke så ydmygende som noviciatet”. Den 27. november 1878 aflagde han sine første løfter og begyndte sine studier i filosofi og teologi i Györ i Ungarn, hvor han også aflagde sine evige løfter. Efter endte studier rejste han tilbage til Polen, til det eneste kloster i landet, som stadig var åbent, og her præsteviedes han den 15. januar 1882. Han var da 47 år. Allerede samme år valgtes han til prior og to år efter til provinsialdefinitor. Indtil sin død varetog han forskellige tillidshverv for karmeliterordenen og var med til at grunde karmeliterklostre i Polen og dermed genopbygge karmeliterordenen i Polen.

Skriftefader og åndelig vejleder

Broder Raphael var også skriftefader for karmeliternonnerne i bl.a. Krakow, og hans ry som skriftefader og åndelig vejleder var kendt vidt omkring. Han kunne bruge timer i samtale med mennesker for at lede dem nærmere Gud, og hans iver og hengivelse i skriftestolen tog så meget på hans i forvejen svage helbred, at han blev kendt som “Skriftestolens martyr”. Hans vejledning var fyldt af omsorg og medlidenhed, men også nidkærhed for sjælenes omvendelse og helliggørelse. En priorinde udtrykte det således: “Vores kære fader Raphael var en helgen. Naturgaver og nådegaver havde gjort ham til en perfekt vejleder for sjælene … Intet afskrækkede eller stod i vejen for ham, når det drejede sig om at hjælpe eller støtte en sjæl, som kom til ham, men når det drejede sig om ordensfolk tillod han ingen ufuldkommenhed. Jeg havde været uskoet karmeliternonne siden jeg var tyve år, men jeg kan i sandhed sige, at jeg måtte begynde mit noviciat på ny og ændre mit liv under fader Raphael”.
Men fader Raphael havde også omsorg for dem, som ikke var katolikker og førte flere til Kirken. Én af dem var hans svigerinde Helena, som var brændende calvinist. Da hun var bange for, at hendes svoger ville forsøge at omvende hende, havde hun ikke vist ham særlig stor venlighed. Fader Raphael på sin side talte ikke til hende om troen, til gengæld talte han des mere med Gud om hende og bragte ofre for hende. Da Helena blev gift med Raphaels bror Gabriel, havde hun imidlertid skrevet under på at opdrage deres kommende børn i den katolske tro, og da de senere fik børn, underviste hun dem i katekismen. Dette og mødet med hendes mands og hans venners tro satte sine spor i hende, og en dag i august 1890, hvor fader Raphael sad og hørte skriftemål, kom Helena til ham i skriftestolen og udtrykte ønske om at konvertere og om at han skulle forestå undervisningen af hende. Fader Raphaels bønner og ofre var blevet hørt, og han kunne nu frit tale med hende om troen.

Guds Moder, Jomfru Maria

I sin barndom nåede den lille Josef at have tre jordiske mødre, hvor ikke mindst den tredje havde en vigtig rolle i at føre ham til Gud. Men langt mere end disse tre, fik Guds Moder denne rolle i hans liv. En gentagende vending hos fader Raphael var: “Alt gennem Maria”. I 1900 skrev Raphael en bøn til Jomfru Maria, som på en smuk måde udtrykker det forhold, han havde til hende: “Hellige jomfru, uplettede Moder, se med medynk på min tyngede sjæl, som for evigt er viet til dig. Bliv mit beskyttende skjold mod den ondes pile. Stil stormene i min egen urolige ånd. Indridst i mit hjerte din guddommelige Søns smerter, gør mig sønderknust af ren kærlighed til Ham. Vis mig bodens sande sti for min stadige utroskab. Bered mig i min længsel efter Gud til døden. Gør at jeg - den ringeste af alle dine tjenere - uden tøven må indtræde i helgenernes rige og til dommen. Bevar mig fra denne verdens snarer. Fjern min frygt for fortabelsen, og led mig i din nåde - så svag jeg er - ind til den evige hvile i Gud“.

Død og helgenkåring

Fader Raphael havde aldrig været fysisk stærk og den 15. november 1907 dør han af tuberkulose efter lang tids alvorlig sygdom. Han var endelig Hjemme! Mens han stadig levede havde han talt om himlen med stor glæde. Til søstrene i de forskellige karmeliterklostre understregede han gang på gang: “Se mod himlen, hvor dit sande hjem er, ikke mod jordiske ting”, og allerede i 1867, mens han var i eksil i Sibirien, skrev han: “I mine tanker er jeg så hensunket i det fædreland, som er bagom denne verden, at jeg simpelthen er bange for muligheden for at blive lykkelig i dette liv”.
Raphael dør i sit kloster i Wadowice. Det er i den samme by Karol Wojtyla fødes tretten år senere, ham der senere som pave Johannes Paul II både salig- og helgenkårer Raphael af Skt. Josef. Saligkåringsprocessen blev åbnet i 1952, og den 11. oktober 1980 fik han titlen Venerabilis, ærværdig. Den 22. juni 1983 saligkåredes han i Krakow af Johannes Paul II under én af hans besøg i Polen. I den anledning sagde han: “Fra min ungdom, næsten fra min fødsel, levede jeg nær ved og besøgte det karmeliternes kloster, som blev bygget af denne salige mand”. Fader Raphaels liv havde inspireret den unge Karol i en grad, så han havde ønsket selv at blive karmelit. Nu blev han i stedet den pave, der først saligkårede og senere den 10. juli 1991 helgenkårede den første uskoede karmeliterbror siden Johannes af Korset blev helgenkåret i 1726. År 1991 var samtidig 400-årsdagen for Johannes af Korsets død, ligesom det nu i 2007 er 100-årsdagen for Rafael af Skt. Josefs død.

Littaraturhemvisninger:

“Karmel. Katolsk andlig tidsskrift”, årg. 18, nr. 3 og 4, Tågarp, Glumslöv.
Matthew OCD Tert., Monk: “Saint from the Salt Mines”, Carmelite Book Service, Oxford 1986.
Praskiewicz OCD, Szczepan: “Saint Raphael Kalinowski: An Introduction to his Life and Spirituality”, ICS Publications.

Artiklen er skrevet af Kirsten Krog og er tidligere blevet bragt i Katolsk Orientering