Kaldede til et liv i bøn

Som karmelitter er vi kaldede til et liv i bøn – at ”grunde over Herrens lov både dag og nat og våge i bøn”, som der står i den oprindelige regel, Sankt Alberts regel.

Denne anvisning er også indskrevet i leveregeln for Det Teresianske Karmels Sekularorden.

Bøn er som udgangspunkt en samtale med Gud. At bede er også et samvær med Gud. Med den, der elsker os aller mest. Igennem bøn kan vi lære Gud at kende.

”Herren lever, Han for hvis åsyn jeg står”. Disse ord af profeten Elias (1. kong. 17.1) har altid været en ledetråd for karmelitter.

Den hellige Rafael Kalinowski udtrykte det på den måde: ”Vores vigtigste pligt i Karmel, er at omgås med Gud i alt, hvad vi gør”.

Den hellige Teresa af Avila definerede bønnen som et særligt venskab med Jesus. Hun understregede også, at det er vigtigt, at betragte Jesu liv , lidelse, død og opstandelse i bønnen. Det viser Guds kærlighed til os og viser os den vej vi skal gå i Kristi efterfølgelse. Jesus er Vejen, Sandheden og Livet. Uden Ham mangler bønnen fodfæste.

”At bede er dybt menneskeligt. Ikke at bede er umenneskeligt. Vi mister vor rette position i tilværelsen, hvis vi ikke har en relation til Gud. At bede er ikke kun at sidde stille og tavs for at nå indre samling, ikke kun at deltage i gudstjenesten eller personligt samtale med Gud. Bøn er en livsholdning, et altomfattende fællesskab med Gud”, skriver Br. Wilfrid Stinissen ocd i ”Längre in i bönens land”.

Jesus har lært os at bede Fader Vor. Her lærer vi at sige ”Ske Din vilje”. For at Guds vilje kan ske, kræves at vi er åbne og disponible for Guds ord i vores hverdag – i hvert eneste nu. Derfor er det vigtigt, at leve i en atmosfære, der fremmer bønnen. Vi må søge stilheden både på det ydre og det indre plan.

Mundtlig bøn er en del af livet i Karmel. De daglige tidebønner og rosenkransen hører til hverdagen. Disse bønner er en del af fællesskabet med resten af Kirken og en fælles lovprisning til Gud. Den mundtlige bøn er en uvurderlig støtte til livet med Gud i hverdagen og den giver de pauser, der gør, at vi husker, at Gud er os nær i alt, hvad vi gør.

Den stille bøn eller indre bøn er en naturlig følge af den kontemplative holdning, der præger livet i Karmel. Henad vejen svinder vore egne ord ind og bønnen bliver til en lytten. Eller snarere en kærlighedsrelation, hvor vi tager imod fra Gud og giver tilbage til Gud.

Guds ord er ikke menneskelige ord. ”Eet ord har Gud talt og det er Hans Søn”, er det blevet udtrykt af den hellige Johannes af Korset. Guds ord skaber. Hvis vi tager imod Guds ord, bliver vi forvandlet. Vi bliver til vores oprindelige jeg. Det jeg, som er skabt i Guds billede.