Maria Magdalene de´ Pazzi

”O kærlighed, som hverken er elsket eller kendt!”

Den 25. maj er festdag for Sankt Maria Magdalene de´ Pazzi. I den danske liturgiske kalender deler hun dagen med Beda den Ær-værdige og Gregor den VII.

Maria Magdalenes liv.

Maria Magdalene eller Caterina, som var hendes dåbsnavn, fødtes i 1566 ind i en berømt, men også berygtet familie i Florens. I sine første år fik Caterina sin åndelige opdragelse af jesuiter, som også introducerede hende til deres meditationsform, og det var her frøet til den lidenskabelige kærlighed til den lidende Kristus, som fulgte hende hele livet igennem, blev lagt. I 1574, som 8-årig, blev hun sendt til et kloster, hvor hun som 10-årig aflagde et løfte om evig kyskhed og jomfruelighed og dermed viede sig til Kristus som hans brud. To år senere får Caterina sin første vision. Da hun som 16-årig indtræder i kloster, er det imidlertid hverken i dette hendes barndoms kloster eller det franciskanerkloster, som hun senere overflyttes til. Caterina vælger de skoede karmelitternonner i Santa Maria degli Angeli, fordi hun dér kan modtage Jesus i kommunionen oftere end i andre klostre. Her får hun klosternavnet Maria Magdalene.
Ikke længe efter sin indtræden kastes Maria Magdalene ud i svære lidelser, både til legeme, sjæl og ånd. Hun rammes af en alvorlig sygdom, som gør at hun får lov at aflægge sine løfter før tiden. Samtidig oplever hun dæmoniske fristelser og angreb. Disse prøvelser tager Maria Magdalene på sig som en delagtighed i Kristi lidelser og dermed som et kald til at lide stedfortrædende for menneskers frelse. Hendes forening med Kristus i hans lidelse fører også til, at hun stigmatiseres og bogstaveligt kommer til at bære Jesu sårmærker.
Samtidig med denne intense lidelse har Maria Magdalene mystiske erfaringer, hvor hun i lighed med Birgitta af Vadstena kaldes til at formidle et budskab om fornyelse til Kirken. Hun skriver således breve til præster, biskopper og til paven, men til forskel fra Den hellige Birgittas budskaber, bliver Maria Magdalenes breve inden for klostrets mure.

Visioner og ekstaser

Selvom Maria Magdalene måske ikke er så kendt, må hun sammen med Den hellige Teresa af Avila regnes for en af renæssancens betydeligste mystikere. Hendes visioner og ekstaser, som blev udgivet som et syvbindsværk i 1960´erne, består bl.a. af en samling visioner modtaget fra den 27. maj til den 4. juli 1584. I den nævnte udgave udgives det første bind under titlen ”40 dage”, efter tidsrummet for deres modtagelse. To bind med titlen ”Dialoger” indeholder visioner fra julen 1584 til den 4. juni året efter, som på anmodning af hendes medsøstre forklares af Maria Magdalene selv. Et bind med titlen ”Åbenbaringer og viden” indeholder visioner, som er modtaget inden for en ottedages periode begyndende den 8. juni 1585. I to bind under titlen ”Prøvelsestid” beskrives nogle af Maria Magdalenes mest pinefulde oplevelser. Det syvende bind i denne udgivelse, som har fået titlen ”Åbenbaringer om Kirken”, er en samling af tekster af forskellig karakter, bl.a. tolv brev skrevet af Maria Magdalene selv.
På nær bl.a. brevene i syvende bind og korte passager i ”40 dage” er teksterne ikke skrevet af Maria Magdalene selv, men af hendes medsøstre i klostret. Søstrenes arbejdsmetode ændredes efterhånden, som de fik erfaring med nedskrivningen. Fra starten nøjes de med en form for resume, hvor de kun citerede vigtige passager fra visionerne, men som tiden gik, erkendte de, at visionerne ikke egnede sig til blot at blive opsummeret, og de udviklede en metode til at citere visionerne i deres helhed. En gruppe søstre samarbejdede om nedskrivningen på den måde, at hver enkelt søster kun nedskrev korte passager ad gangen, hvorefter den næste overtog. På den måde kunne de referere visionerne i deres helhed. Faktisk var Maria Magdalene meget imod nedskrivningen, og en dag, hvor hun fandt nogle af nedskrivningerne, brændte hun dem. Efter strenge ordrer fra hendes skriftefader undlod hun dog fremover at modarbejde nedskrivningen og hjalp endda søstrene med redigeringen. Grunden til Maria Magdalenes modstand mod, at hendes åndelige erfaringer under ekstaserne blev nedskrevet, var, at hendes visioner havde en særlig oral funktion, hvor hun oplevede, at Ordet kom til live i det talte ord, mens hun følte, at en nedskrivning var et forrædderi mod Ordet.
I 1590 befries Maria Magdalene efter at have fastet på vand og brød i halvtreds dage fra det åndelige og legemlige mørke, hun havde befundet sig i siden 1584, men hendes ekstaser fortsætter indtil år 1604.

Den forsmåede kærlighed.

Mens Maria Magdalene er novice, falder hun i en ekstase, som er én lang tilbedelse og lovprisning af Kristus som Kærligheden, og hun råber: ”Kærlighed, du er hverken kendt eller elsket!” Denne lidelsesfulde ekstase danner grundtonen i hendes liv, og budskabet i den er et kald til os alle om at give vore liv som et kærlighedsoffer til ham, som er Kærligheden, og som er så forsmået i sin kærlighed. Jesu forsmåede kærlighed kunne ind imellem næsten drive hende til vanvid, og smerten over, at man kan vende sig fra en så stor kærlighed, drev hende til at gøre ”vanvittige” ting. Engang ringede hun kraftigt med kirkeklokken, mens hun af alle kræfter råbte: ”Kom og elsk Kærligheden!”. Til sine medsøstre i klostret siger hun: ”Elsk ham, elsk min Jesus, elsk ham, for ingen elsker ham!”, ja hun går så langt, at hun siger: ”O Kærlighed, udvirk at alle skabte må elske dig, Kærlighed. Men min Kærlighed, jeg ville foretrække, at du ikke elskes af nogen, frem for at blive elsket så lidt, som du bliver” og ” Kærlighed, Kærlighed, O Kærlighed, giv mig en så stærk røst, at jeg, når jeg påkalder dig, kan høres fra øst til vest og i alle dele af verden, selv i helvede, så alle må høre og elske dig, Kærlighed”. Denne nidkærhed for, at Jesus må blive elsket, ses hos mange helgener. Thérèse af Lisieux skriver til sin søster: ”Jeg vil elske ham så meget … Elske ham mere end han nogensinde er blevet elsket”, og Teresa de Los Andes siger: ”Selvom Gud er den mest fuldkomne Ånd, har han antaget menneskelig skikkelse for at finde sin glæde i at bo blandt menneskers børn, og at vi forbliver ufølsomme for dette, at vi glemmer hans kærlighed og ikke giver ham hele vort jeg, det er virkelig et bevis på den værste utaknemlighed”.. Dermed bliver den nidkære iver for, at Jesus må blive elsket et samvittighedsspejl, som kan sige os noget om, vort sande forhold til Gud.
Selvom Maria Magdalenes ekstase om den forsmåede Kærlighed er spækket med følelser og lidenskab, var hendes kærlighed ikke blot en følelses¬rus, den var meget konkret og kom til udtryk i konkret omsorg for hendes medsøstre i klostret, hvor hun i perioder også havde titel af henholdsvis novicemesterinde og af subpriorinde.

Dæmoniske angreb og anfægtelser

I ”Prøvelsestid” får vi et indblik i, hvordan smerten over menneskets lunkne kærlighed til Jesus fører Maria Magdalene ind i et dybt mørke. En dag, hvor hun ser et billede af den tornekronede Kristus, falder hun i en ekstase, hvor hun ser dybet i sin egen synd, og hvordan hun har såret ham. Denne scene er en klar parallel til Teresa af Avilas omvendelse, hvor hun ved synet af den martrede Kristus får styrke til at bryde med den halvhjertede efterfølgelse af ham, som hun i årevis har kæmpet imod. For Maria Magdalene betyder dette syn, at hun udbryder: ”Jeg ville ønske, at jeg kunne komme i helvede, hvis jeg på den måde kunne gøre godt igen, hvad jeg har forbrudt mig mod dig”. Og hendes bøn bliver på en måde opfyldt, blot i dette liv. Hun begynder at opleve voldsomme dæmoniske angreb og føler sig forkastet af Gud selv. Djævelen synes at angribe hende på alle måder. Han skubber hende ned ad trapper, får hende på andre måder til at falde og holder hende vågen om natten. Efter disse fysiske angreb er hun så udmattet, at hun ikke er i stand til at røre sig. Sjæleligt lider hun af depression og fortvivlelse, og hun fristes til at opgive de åndelige øvelser i klostret og forlade kirken under messen. Og oveni alt dette får djævelen hende til at tro, at hun ikke vil blive frelst, og at hun gennem de åndelige øvelser blot forarger Gud endnu mere.
Under messen den 22. juli 1588 frister djævelen hende igen, men hun sejrer over fristelsen ved straks at gå til priorinden og bekende fristelsen for hende. Dette våben mod fristelserne bliver vejen til sejr og frihed for Maria Magdalene. Gennem ydmyg og åben bekendelse sejrer hun over den ondes hovmodige angreb.
Hendes lidelser er imidlertid ikke blot en renselse af hende selv og en soning for den syndighed, som fik hende til at ønske sig helvedes plager for at kunne kompensere for den smerte, hun har påført Kristus ved sin synd. Hun lider også under den smerte, skabningen og djævelen selv påfører Gud. Hendes øjne åbnes, så hun ser djævelen med sit fysiske øje, og med sine fysiske ører hører hun råbene, skrigene og forbandelserne mod den Gud, som hun elsker, og hendes kærlighed til Gud gør denne lidelse uudholdelig.

Maria Magdalenes død og kanonisation

I 1604 samtidig med ophøret at Maria Magdalenes ekstaser, bliver hun igen alvorligt syg, og hendes sygdom varer indtil hun dør i 1607, 41 år gammel. Kun 19 år efter saligkåres hun, og i 1669 bliver hun helgenkåret.

Artiklen er skrevet af Kirsten Krog og er tidligere blevet bragt i Katolsk Orientering